Fuldkornstortillas 

1 kg hvidhvede mel / hvid fuldkornshvedemel*

1 kg kartofler

1/2 tsk himmalayasalt 

Sådan gør du:

  

  • Kartoflerne skæres i mindre stykker

  

  • Koges og blendes.

  

  • Melet og salten æltes grundigt i

  

  • -og dejen får lov til “at trække” i 30 minutter.

  

  • Dejen deles i 8-10 boller

  

  • …som rulles godt ud. Husk mel på begge sider af “pandekagen” da dette gør den mere håndterbar.

  

  • På en varm pande ved middelhøj varme lægges “pandekagerne” nu en efter en.

  

  • Når de begynder at “boble” vendes de

  
 
   

  • Kan nydes både som hovedret med f.eks spinat, gulerod, tomat, agurk, avokado og dressing 

  
  

  • ..eller sovses ind i hjemmelavet peanutbutter med 2 modne bananer og agere dessert i stedet.

  
  
*Melet kan byttes ud med hvilket som helst slags mel. Jeg foretrækker hvidhvede, da det er fuldkorn og stadig lyst og lækkert.

Reklamer

Når symptombehandling bliver en dårlig vane

Mange spørger mig, hvor motivationen til at leve vegansk kommer fra. Den største er klart ønsket om, at alle dyr skal leve et værdigt, naturligt og indholdsrigt liv uden nogen som helst form for menneskelig indblanding. Den anden er det faktum, at når man er indehaver af en svækket eller udfordret psyke, så har kroppen brug for al den næring, den kan få. Næring, der findes i planteriget og ikke i forarbejdet, raffineret form. Hjernen er ikke en muskel, men på samme måde som man træner og ernærer sine muskler i kroppen, skal hjernen ligeledes stimuleres korrekt for at virke optimalt.

 

Velfærd i kapselform

 

Piller. Der er ikke langt fra forbrug til misbrug. Det er vigtigt at kende forskellen – og vide at ingen piller kurerer psykiske eller fysiske lidelser, men giver det nødvendige overskud til at motivere den lidende til selv at tage kampen op. For når man arbejder med sig selv og opnår den gyldne selvindsigt, står man pludselig med et væld af værktøjer som man kan bruge, hvor man tidligere har gjort brug af medicin. Jeg har et ambivalent forhold til medicin.

 

I 2014 fik jeg udskrevet receptpligtig medicin for små 30.000 kr. Jeg tvivler ikke et sekund på, at medicinen har været gavnlig i en tid, hvor jeg har følt behov for at sætte mine tanker på pause. Men det er vigtigt at vide, at psykofarmaka netop kun giver en fornøden stilstand, hvori man kan samle kræfter til at turde kæmpe videre. De små runde tabletter begrænser nogle processer i hjernen, som vi pludselig glemmer hvordan man aktiverer eller benytter konstruktivt igen og det kan være en ond cirkel at begive sig ud i.

 

Jeg har tidligere haft problemer med euforiserende stimulanser. Så den blotte tanke om atter at skulle kæmpe med afvænning samtidig med min indre uro, hyperaktivitet og impulser, virkede også i sin tid som en uoverkommelig og skræmmende mission. Jeg foragter den danske mentalitet, hvor vi på daglig basis propper mundtøjet med medikamenter, så snart vi føler den mindste ubekvemhed i kroppen eller sindet – men tanken om at skulle begrænse min psykiske formåen og dope den med psykofarmaka fremfor at håndtere de tilgrundliggende issues var alligevel en mere angstprovokerende tanke, end nogle få bivirkninger ved at trappe ud af medicinen.

 

I februar måned i år fik jeg nok. Jeg stoppede mit daglige forbrug af piller morgen, middag og aften, lagde min kost om og forsøgte at styre udenom bivirkningerne ved hjælp af fysisk aktivitet. Mit forbrug af piller havde – i min optik – udviklet sig til et misbrug idet at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme igennem hverdagen uden. I sin tid havde jeg desperat søgt hjælp i psykiatrien for at komme ud af mit misbrug. Et misbrug, der blev erstattet med et lovligt blandingsmisbrug af 4 forskellige præparater. Støttehjulene i pilleform bremsede mig også i min videre udvikling og derfor måtte jeg forsøge at klare mig uden.

Mit kendskab til psykofarmaka gjorde mig ræd for at skade min krop mere end jeg i forvejen har gjort.

Jeg står nu og skal snart tilbage på skolebænken og være mor og der er hverken råd eller plads i min logbog til et afhængighedsproblem forårsaget af laboratorie-fremstillet narkotikum (ritalin og benzodiazepiner). Det har været en lang og hård kamp, fuld af blod, sved og mange frustrerede tårer. Vejen ud af sofaen og ligegyldigheden er for mig blevet kæmpet sølet ind i sved og arrigskab på en motionscykel og med tunge vægte i hånden. I takt med at min fysik tog det ene skridt frem efter det andet, fulgte psyken forsigtigt med. Det er først nu det går op for mig at medicinen gjorde min hjerne fremmed for kroppen og det er deres forsøg på atter at kommunikere sammen igen, der kaldes bivirkninger og at bivirkninger igen bare er et pænt ord for abstinenser. På det halve år, hvor jeg har dyrket daglig motion og spist planteføde har jeg rykket mig betydeligt mere på det personlige plan, end i mine 7 år i psykiatrien – for når pegefingeren agerer problemløser – hvad enten den er rettet mod andre, eller groet fast i navlen – så vil man unægtelig sidde fast hvor man er. Selvfølgelig får jeg nogle knubs indimellem, men hellere mærke hele livet, med op- og nedturene end følelsesløsheden. Mit liv er ikke rosenrødt og jeg skal nok kæmpe en smule mere end gennemsnittet – men jeg får i min kost og livsførelse det fornødne overskud til at turde tage kampen op.

   

 

Når symptombehandling bliver en dårlig vane

 

Vi er storforbrugere af håndkøbsmedicin, såsom smertestillende, kløestillende, mavesyre-reducerende, piller mod tarmbesvær og svamp. Oftest for symptomer og små-lidelser vi selv ubemærket har påført vores krop i forbindelse med en uhensigtsmæssig kost, samt daglig overdreven brug af cremer, olier, sæber og make-up spækket til randen med hormonforstyrrende tilsætningsstoffer. Jeg kender det fra mig selv; det er væsentligt lettere at sluge en pille, der virker umiddelbart efter indtagelse, end at forebygge symptomerne indefra. Men det er forkert og usundt at glemme årsagen til, hvorfor vi symptombehandler med piller. For vi symptombehandler kun skade vi selv har udøvet på kroppen.

 

Vi behøver ikke engang lægge vejen forbi apoteket længere, for at få fat i den lettilgængelige håndkøbsmedicin. De langes efterhånden over disken i vores nærliggende 7-eleven, dagligvarebutik, kiosk og materialist.  – Og det faktum, at de et blevet gængse at erhverve sig gør at vi ikke længere har moralske skrupler over at fylde kroppen med kemisk fremstillet velvære.

Medicinalindustrien er blevet et millionforetagende og boomer i disse år, men hvorfor har ingen før sat lighedstegn ved, at jo flere piller vi får på markedet, desto sygere bliver vi fysisk og psykisk?

 

Intet håndkøbsmedicin kan kurere sygdomme alene og alle piller har bivirkninger, der oftest er ligeså ubehagelige som årsagen til vi føler, at vi er nødt til at indtage dem. Vores hverdag er efterhånden blevet så stresset og det kan være besværligt at afsætte tid til at sætte os ind i årsagerne til vores ubehag og foretage de nødvendige ændringer i vores hverdagsrutiner. Selvfølgelig er der undtagelser, hvor man ikke kan komme udenom et nødvendigt indtag af præparaterne med mådehold. Men hovedpiner, menstruationskramper, fordøjelsesbesvær, halsbrand og forkølelsestilstande kan med fordel bekæmpes med et fornuftigt væskeindtag, motion samt stræk-øvelser, fiber-, vitamin- og næringsrig kost samt fornuftig påklædning. Det er bare en nærmest umulig opgave, når livet suser forbi med 120 km/t. -så vi sætter håndkøbsmedikamenterne på lindrings-opgaven og glemmer vores eget ansvar bag liden til pillerne.

 

Vejen ud af den onde cirkel

 

Jeg har tidligere været voldsomt depressiv, selvdestruktiv og levet en alt andet en hensigtsmæssig livsstil, nogle dårlige vaner jeg fra tid til anden stadig falder tilbage i. Efter at jeg er blevet mere opmærksom på hvad jeg propper i munden og mærket effekten på egen krop, skammer jeg mig over at have ydet hærværk på mit kæreste eje i 29 år. På mit CV hos min psykiater finder man alskens antidepressiva, benzodiazepiner og anti-psykotiske medikamenter. Jeg har uden tvivl haft gavn af samtlige præparater, men som en midlertidig løsning for at genopbygge min rygrad indtil jeg selv kunne bære mit eget læs i mål. Jeg får ondt i maven, når jeg snakker med personer, der har taget en af ovenstående præparater i en laaaang årrække, uden et opfølgende psykiatrisk input og tjek og derfor ikke tør lægge pillerne på hylden, af frygt for tilbagefald. En af mine bekendte har benyttet sig af antidepressiva i over 7 år og hverken hans læge, psykiater eller han selv har overvejet at det efterhånden måtte være på tide, at han forsøgte at trappe ud. Han fik ordineret pillerne i en depressiv periode for 7 år siden – og de er gået hen og blevet en fast del af hans hverdag – nogle dage glemmer han at han har taget dem! Desuden har han taget samme dosis hver dag i de sidste 7 år og jeg tvivler stærkt på at han stadig har gavn af dem. Jeg finder det grotesk! Antidepressiva tager ikke kun bunden følelsesmæssigt. Nej, den forhindrer os også at ramme toppen og alene dét kan udløse den onde cirkel. Min fantastiske kammerat gik, efter en månedlang diskussion med mig, op til psykiateren for at få taget en blodprøve – og ganske rigtigt viste den netop af det antidepressive stof lå så lavt i hans blod, at det ikke længere havde gavn af det. Han blev hurtigt trappet ud og den dag i dag har han ingen osteklokke over hovedet og er sund, rask og glad.

 

Den ekstreme

 

Mit valg om at føre en vegansk livsstil kan for nogle synes ekstrem og unødig. Men når en krop – som min – har ligget sovset ind i narkotikum af både den lovlige og ulovlige slags og det lykkedes at skabe kontakt med hypofysen igen, er man nødt til at lytte til de signaler, som kroppen sender og sætte sin lid til at kroppen nu engang ved bedst om hvad den har brug for. Derfor trækker jeg også lidt på skuldrene og smilebåndet, når folk bekymrende stiller spørgsmålstegn ved måden, hvorpå jeg ernærer min krop. Jeg har i mange år været den ekstreme – hende, der kunne drikke drengene under bordet og først forlod festen når der ikke var mere narkotikum tilbage og aldrig tænkte over konsekvenserne af hendes handlinger eller bekymrede sig for morgendagen. Alt det råder jeg bod på nu, ved at drage omsorg for min krop og ikke fylde den med e-numre, tilsætningsstoffer, animalske herkomster, forarbejdet mad og raffineret olie.

Min krop er mit kæreste eje, og en indikator for hvor længe jeg får lov til at nyde livet fremover – og præcis som man ikke kan køre langt, hvis man propper diesel på en bil, der kører på blyfri benzin, fungerer mit legeme heller ikke optimalt på en næringsfattig og usund kost.

Det ærgrer mig at medikamenter er blevet så gangbare, at det at afstå fra dem og finde alternative måder at håndtere livet er blevet stemplet som ekstremt.

Mine resultater er ikke til at tage fejl af og fremover vil jeg lade maden være min medicin og ikke spise medicin som var det mad.

  

Snasket oliefri spaghetti

Jeg elsker fedtede, snaskede retter med smag. Denne opskrift har endda det plus, at du kan spise den med god samvittighed.

Ingredienser:

250 g fuldkornsspaghetti 

1 avokado

2 forårsløg

1 bundt frisk basilikum

1/2 citron

1 tsk løgpulver

1/2 tsk røget paprika

1/2 tsk kala namak

1 spsk gærflager

  
Sådan gør du:

  • Basilikum, avokado, saften fra citronen, løgpulver, røget paprika, kala namak og gærflager blendes til en cremet rustik konsistens.

  
  

  • Forårsløgene hakkes groft og røres i cremen.

  

  • Spaghettien koges.

  

  • Cremen røres i.

  

  • …og nydes!

  

Grove frøboller

Disse boller er gode til dig, der fører et aktivt liv og har brug for en blød bolle med en lækker krumme, som mætter godt.

Ingredienser:

Frøblanding:-males til mel i en kaffekværn

2 dl hørfrø

1/2 dl chiafrø

1 dl quinoa

1 dl hampefrø
Derudover:

700 g kartofler  

7 dl kogevand fra kartoflerne

1,5 dl hvedeklid

500 g hvidhvedemel

500 g grahamsmel

1 pakke gær

1 dl lunken vand (cirka 37 grader)
Sådan gør du:

  • Alle frøene males til groft mel i en kaffekværn. Hvedekliden tilsættes. 

  
  

  • Kartoflerne skrælles, skæres i tern og koges møre. 

  

  • Separér kartoflerne fra kogevandet. 

  

  • Blend kartoflerne med 7 dl af kogevandet. 

  
  

  • Kartoffel”mosen” blandes grundigt sammen med frømelet og skal trække til den har en kernetemperatur på 37 grader. 

  

  • Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt den blandingen inden melet æltes i lidt ad gangen.

  
  

  • Bolledejen stilles til hævning i 1,5-2 timer.
  • Slå dejen ned og form 12-14 boller. 

  
Tip: Hvis bolledejen er for klæg, deler jeg dejen op i boller uden at forme dem. Derefter tager jeg en skål med vand, dypper hænderne i og triller derefter bollerne fine og runde. Dette foretrækker jeg fremfor at ælte mere dej i bollerne og derved gøre dem tunge.

  

  • Bollerne stilles atter til hævning under et viskestykke i 30 minutter…

  

  • …før de bages i ovnen i 20-25 minutter på 180 grader.

  
  

Om at turde trække vejret og overleve

Denne blog handler mere om mig og min baggrund, end om veganisme – og dog – hele min baggrund unægteligt danner rammerne for mit positivistiske fokus og en kamp for et bedre liv for alle respirerende eksistenser.

Når man handskes med efterdønningerne at en voldsomt traumatisk stress-situation kan man med betryggelse vide, at hverdagen ingensinde bliver det samme igen. Hvert respiration føles overbebyrdende for både hjerte og lunger – det dræner kroppen for mere energi end den bidrager med – og derfor føles enhver vejrtrækning som en enorm hurdle at skulle kæmpe sig igennem. Min posttraumatiske sindstilstand kommer sig af en tilfangetagelse jeg blev udsat for tilbage i ’09, hvor jeg repeterende blev voldtaget af en ekstremt påvirket nordmand, der havde tiltvunget sig adgang til min lejlighed klokken 06 om morgenen.

 

I 3 timer – 180 minutter eller 10.800 sekunder befandt jeg mig på grænsen af liv og død, min helt egen form for skærsild. I løbet af den tid jeg henlevede under en voldsk, efterladende og ubarmhjertig foruretter fik jeg kæmpet mig igennem 10.000 åndedræt. Min krop havde opgivet at kæmpe for livet og spillede død. Allerede i løbet af de første par minutter, havde jeg hurtigt accepteret min videre skæbne og sat min lid til at han ville sætte handling bag sine ytringer om at slå mig ihjel efter han var færdig med at tiltvinge sig adgang til mit mest intime sted. Selvom jeg ikke selv troede på min egen overlevelse, holdt min psyke ikke op med at holde fast i det spinkle håb om at potentialet for at overleve var present.

 

Jeg turde trække vejret hele 10.000 gange, jeg turde at fylde mine angste lunger med luft og puste det ud igen velvidende om at hver gang jeg gjorde det, ville han fortsætte sin massakre af min naive tro på menneskets godhed.

 

Hver gang jeg trak vejret ind, blev min brystkasse holdt nede af en knyttet næve imens en anden snærede til omkring min hals. Jeg fik kun lige luft nok ind til at jeg kunne fornemme besvimelsen ligeså stille gøre sin entre i min krop. Når jeg øjnede eventualiteten for at give slip og lade mig overvælde af besvimelsens altoverskyggende favntag, slap han sit greb om min hals og daskede mig med flad og fast hånd indtil jeg atter åbnede øjnene og han kunne fortsætte. Sådan blev han ved non-stop og hvert åndedrag jeg tog, føltes som en evighed, der ingen ende ville tage. Da jeg begyndte at kaste op, blev jeg kun vendt på siden med et par fingre, der lejlighedsvist ryddede mine luftveje når jeg hvert 5 minut var ved at kløjes. Da jeg var nået til de sidste 10 modløse og krampagtige vejrtrækninger i denne session havde alt mod og behov opgivet at sætte igennem og jeg var overordnet set så godt som død. Jeg havde affundet mig med min skæbne og håbede derefter kun at han modsat sin timelange mishandling af mit opgivende korpus ville være hurtig til at afslutte det.

 

De 3 timer ændrede hvert efterfølgende sekund af mit liv sidenhen. Denne ambivalente og sindssygt smertefulde følelse af at turde trække vejret og vide, at livet dermed går videre kæmper jeg hver dag med. For jeg skal nu leve med følelsen af denne mishandling resten af mit liv – for han sidder stadig i min krop og klemmer sagte på mine lunger kun for at få sit ønske opfyldt i sidste ende og se mig overgive mig til intetheden og gøre hans indvirke på mit liv fuldstændig. Mit psykosomatiske mod har sidenhen svigtet mig fra tid til anden, men mit åndedræt baner sig før eller siden vej og minder mig om at jeg har et liv, som jeg må kæmpe for at komme tilbage til. For indeni mig sidder en vilje til at leve livet på godt og ondt og denne følelse befrier mig for alverdens lidelse.

 

Jeg er lykkelig for at jeg overlevede og ikke endte mine dage sovset ind i opkast på min chaiselong sofa i min lejlighed i Nyhavn. Nogle gange forbander jeg min skæbne og ubevidste overlevelsestaktik, for for hvert åndedrag jeg den dag i dag tager, skal der mod til at underbygge og fuldføre det. En vejrtrækning betyder endnu et sekund valgt at tilbringe i live, endnu et smertefuldt minde om min evindelige kamp mellem liv og død – for den dag, hvor jeg vælger ikke at turde trække vejret, har jeg tabt og min kamp hidtil været forgæves. Livet med PTSD er en hel serie af fravalg og tilvalg i en hverdag, hvor den mindste smule angst river mig tilbage i sofaen og minder mig om min egen dødelighed. Ikke mange sunde og raske mennesker, der hver dag vælger at imødekomme deres egen forgængelighed – men det gør jeg. 57.600 gange HVER DAG vælger jeg livet til og stirrer døden direkte ind i øjnene. Jeg gør det, fordi jeg godt tør trække vejret og leve med den energikrævende og forpestende fingerspidsfornemmelse, som hver dag minder mig om at jeg har selekteret ikke bare at leve, men at OVERLEVE!

Jeg er ikke et offer længere men en fighter, som hver dag kræver mine lunger fyldt med ny livsgivende luft.

Hvad jeg gerne ville have vidst..

Wow. De første 6 måneder som veganer er fløjet afsted – med dem er indtruffet en hel del nye observationer, indtryk og erfaringer, som skal bearbejdes oppe på øverste etage. Denne blog skriver jeg for at mane nogle fordomme til jorden og i et forsøg på at berolige andre nyveganere, der som jeg finder at rejsen mod et 100% dyrevenligt og etisk bevidst liv, er fuld af forhindringer. Her kommer nogle af mine erfaringer, som jeg ville ønske, at jeg havde været bedre forberedt på.

 

  • Vegansk mad behøver hverken at være superfood eller helsesundt.

Der findes et utal af veganske variationer på kageopskrifter, som smager alt for godt til at være sandt. Desuden er sukker udvundet fra planteriget, så bare fordi man vinker farvel til gelatine, bivoks og E120 er det stadig muligt at finde slik, chokolade og kager uden at skabe en kognitiv dissonans under diverse cravings.

  • Proteinmangel.

Et begreb, som de fleste vil støde på med uvidenhed forankret i afsenderen. Jeg har aldrig hørt om nogen – overhovedet – der har lidt af proteinmangel. Nogensinde. Det er en myte – naturligvis med mindre man lever i et u-land eller på anden måde er syg eller underernæret er det umuligt at komme i proteinunderskud så længe man spiser (!). Der findes protein i de fleste grøntsager, korn, frø, nødder osv. For eksempel skal en almindelig person indtage omkring 2,2 kg kartofler dagligt for at dække et gennemsnitligt proteinbehov – såfremt dette er det eneste der indtages på et helt døgn – bare for at komme med et eksempel helt nede på jorden. Månebarnet har skrevet et udmærket indspark, som unægtelig er et klik værd; http://maanebarnet.org/sundheden/protein/

  • At blive veganer for kærligheden og pludselig hade hele verden.

Det har været utrolig svært for mig at ændre livsstil af dyreetiske grunde og med et hjerte, der banker og kæmper for alle dyrs ret til frihed og pludselig beskue min omverden med et helt andet sæt briller. Verden har ikke ændret sig synderlig i løbet af de sidste 6 måneder – men jeg har i et nyt perspektiv set, hvordan der ligger lidelse og sundhedsskadelige metoder bag enhver form for fødevare af animalsk herkomst.

Jeg synes selvfølgelig stadig det er forfærdeligt, at der slagtes hunde i Kina, at trofæjægere skyder løver eller at det færøske folk slagter grindehvaler – men ikke mere forfærdeligt end at vi tvangsinseminerer køer og tager deres afkom fra dem, kastrerer smågrise uden bedøvelse, kører hanekyllinger igennem en kværn eller gasser dem og smider dem ud, fordi de ikke passer ind i ægproduktionen. Hver gang der kommer en ny sag op om vanrøgt af hunde eller andre husholdsdyr, får de fleste rusket op i ubehagelige følelser. -Sådan har jeg det hver dag, når jeg ser en bøf på tilbud, en overfyldt grill eller en helstegt pattegris.

I mine øjne er en ko, en gris eller en hanekyllings liv præcis ligeså meget værd som en hunds eller en kats. De er alle individer med sanser og evner til at føle glæde, angst og frygt. Det har kun været ”kæle”dyrenes held at mennesket har taget dem til sig og derved adskilt arterne fra dem, som havnede på tallerkenen.

  • Veganere er også røvhuller.

Noget af det første jeg måtte erfare som veganer er, at der findes røvhuller i alle fora. Det vil ikke sige, at veganere som sådan hverken er mere frelste eller større røvhuller end andre mennesker – men der banker et hjerte med en mission bag ethvert dyreetisk fravalg og det kan til tider godt få debatten til at køre af sporet og tonen til at blive hård. Vi lærer alle mens vi lever og at tro, at man overnight bliver 100% veganer og kan spotte diverse e-numre fra hinanden, vide hvilke producenter, der tester på dyr og hvilke der ikke gør, er urealistisk. Det er en længere rejse og der skal være plads til at tage ved lære og begå fejltagelser.

Jeg havde for eksempel været veganer i tre måneder, før jeg fandt ud af at nogle af mine kosttilskud indeholdt gelatine. Mange veganere har brugt et halvt liv på at komme dertil, hvor de er i dag og den viden de har i rygsækken gør, at de nogle gange kan glemme at rejsen startede et helt andet sted. Der findes ingen retningslinjer indenfor veganismen, selvom nogle hårdhændet vil påstå det. Veganisme handler ikke om at være 100% perfekt – for det bliver INGEN. Veganisme – for mig – handler om at undgå lidelse og at påføre andre levende væsner unødig smerte og lidelse, herunder også mennesker. Så i min optik kommer man ikke langt i det veganske tankesæt ved at tale nedladende og belærende til den nyudsprungne veganer. Det handler om at omfavne alle og se ethvert skridt fremad som noget positivt.

  • At blæse og have glutenfrit mel i munden.

En af de første større fejltagelser jeg begik var at nægte mig selv sukker og gluten. Det er svært og – i starten – uoverskueligt at skulle nytænke sine madvaner. Når man pludselig også begiver sig ind på en levevej, hvor gluten og sukker er fyord, kan man godt gøre rejsen unødigt besværlig for sig selv. Ét skridt ad gangen. Start med at få styr på, hvad der virker for dig og hvad der ikke virker med hensyn til planteføde – derefter kan man altid spore sig ind på sublivsstilsformer, såsom ”Raw till four” eller ”The starch solution”.

Jeg har prøvet lidt af det hele og har erfaret, at jeg ikke kan leve tilfredsstillende på en begrænsende ”diæt”, hvor jeg ikke må spise det ene eller det andet. Jeg går meget ind for at nære psyken såvel som fysikken og det skaber et meget usundt forhold til mad, hvis man begynder at udelukke eller ”forbyde” visse ting. Jeg spiser sundt, velovervejet og varieret – men vil ikke sætte en psykisk barriere op for mig selv, så jeg shamer hverken sukker, gluten eller nødder og avokado.

  • Vælg venligst dine kampe.

Som nyudsprungen veganer vil dine omgivelser sandsynligvis teste dig og dine nye værdier (det er hverken af usikkerhed eller provokation, men en forsvarsmekanisme udsprunget af kærlighed og interesse) og det kan være let at hidse sig op og pege fingre af andres livsstil, men husk; du stod for kort tid siden i deres sko og da det er meget sårbart at få stillet spørgsmålstegn ved hele ens livsstilsgrundlag og måden hvorpå man ernærer sig, er det ikke et emne, der hverken skal bankes, råbes eller prikkes ind i hovedet på folk. Mennesket reagerer sjældent konstruktivt på provokationer eller dommedagsvarsler – disse tiltag forårsager oftest en modreaktion. Det tager tid for andre at vænne sig til – og acceptere din nye livsstil og det skal du give dem plads til. Det er lidt på samme måde, som en klasselærer ikke kan lære en elev noget, hvis eleven først får af vide at han/hun er dum.

  • Vær ærlig overfor dig selv.

Jeg blev ikke veganer, fordi jeg ikke kunne lide smagen kød. Jeg var nærmest afhængig af skyr, ost og elskede smagen af bacon. Noget, som jeg gerne ville have fået fortalt, da jeg blev veganer var, at det tager tid før vanerne dør hen – fysiologisk. En ubetinget refleks, som at mundvandet øges, når min bedre halvdel steger bacon eller spiser ost, har været en hurdle fuld af skam og irritation, som mange tidligere kødspisere har måtte gennemgå – og det er NATURLIGT! Min krop er også prydet med tatoveringer og uden at jeg ved det med 100% sikkerhed, er de næppe særlig veganske – men jeg kan ikke bruge alt mit overskud på at bebrejde mig selv eller andre for, hvad jeg gjorde engang. Hvis dette var tilfældet, kunne jeg ikke foretage mig noget som helst i nuet, da al min energi ville blive opbrugt i datiden og der har jeg alligevel ingen indflydelse.

  • Dine valg er dine – ikke andres.

Det kan være svært ikke at spænde skræmmebilleder på bannere og marchere gaderne tynde i oplysningens navn – men ting tager tid og vi har alle fået hvert vores brillesæt, som perspektiverer vores syn på omverden. Nogle går bevidst med en forkert styrke i glassene og det kan virke ubehageligt provokerende, men vi mennesker kan og skal ikke bestemme, hvordan andre skal leve. Hold altid bolden på egen banehalvdel og lad være med at gå ind i diskussioner med negativ ladning – du får intet konstruktivt ud af en omgang mudderkastning, andet end jord under neglene. Hvis jeg får af vide, at min mad er kedelig, smagsløs eller andet, så beviser jeg, at anklagerens påstand er fejlagtig, fremfor at udtale mig om hans eller hendes mad. Ligeså snart man hidser sig op, har man tabt lytteren og derved også missionen.

  • Vegansk mad er ikke dyrt.

Jo, hvis du ikke nytænker dine gamle madvaner og skal substituttere dig igennem en hel måned, kan et madbudget snildt løbe op i flere tusinde. Men frugt og grønt er hverken dyrt eller besværligt at have med at gøre. Jeg laver alt fra bunden selv – på den måde kan jeg også selv bestemme, hvor mange e-numre og tilsætningsstoffer jeg ønsker at fylde min krop med. Nogle dage nyder jeg det simple i vegansk kogekunst; et par kogte majskolber og kartofler med en simpel pastasauce lavet på tomatpuré, kidneybønner og løg. Det smager vidunderligt og mætter dejligt nemt.

  • INGEN er perfekte

Den perfekte veganer lever ikke og findes ikke. I det meste økologiske grønt finder man ofte døde eller levende larver og insekter. Man kan ikke undgå at træde en myre, en snegl eller to ihjel på en længere vandre- eller skovtur (med mindre man konstant kigger ned og så er formålet med skovturen i hvert fald ødelagt). Lad ikke andres forestilling om, hvad en veganer er, forstyrre din rejse. Nyd turen og husk at betragte det foranderlige landskab. Brug din viden til at så frø hos andre, men lad dem selv vande frøene, til de spirer.

  • Lad det ikke blive et handikap. 

Når man først fjerner skyklapperne fra tindingerne og åbner øjnene for behandlingen af dyr i landbruget, kan det være en udfordring at deltage i sociale arrangementer og familiemiddage uden at sluge kameler – so to speak. Men det er aldrig et større problem, end vi selv gør det til. De første par gange vil altid være akavede og føre en række ubehagelige spørgsmål eller konfrontationer med sig. Jeg har valgt aldrig at svare på spørgsmål som ”hvorfor” under middagen, da jeg hverken ønsker at starte en større debat eller såre andres følelser med mine holdninger.

Da jeg traf et valg om at stoppe mit forbrug af animalske fødevarer, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville lade det blive et socialt handikap eller på anden måde skubbe min omgangskreds væk. I stedet medbringer jeg min egen mad og nyder den ydmygt ved bordet – HELT UDEN – at rynke på næsen eller offentligt vise min afsky for de døde eksistenser, der i andres øjne hører sig til et middagsbordet. Når jeg fredeligt og forstående byder ind med mine versioner af cheesecake, lasagne og pølsehorn, møder jeg stor interesse, og det er sjældent, at jeg får lov til at sidde alene med retten.

Sidst – men absolut ikke mindst – så er vi alle sammen mennesker, og i min optik er ingen mennesker intentionelt onde. Mange er uoplyste eller drevet af vanens magt. Jeg husker dagligt mig selv på, at vi ikke er delt op i plantespisere, veganere og kødspisere. Vi er mennesker. Vi behøver ikke altid forstå hinanden, men respektere og acceptere at vi er forskellige. Veganismen er en dybtfølt kærlighed til dyrene og mennesket, og det er denne jeg ønsker at give videre og smitte min omverden med.

IMG_0959

Stuvet hvidkål med kokosmælk

Stuvet hvidkål som vor mutter lavede den, med et twist af de mere afhængighedsskabende.

Ingredienser

300 g hvidkål (svarende til 1/2 økologisk)

4 dl Alpro coconut (kokosmælk kan også bruges, hvis en federe og mere cremet stuvning ønskes)

0,5 dl hvidhvede mel (alm kan også bruges)

1 dl vand

1/3 tsk muskatnød

Et strejf himmalayasalt og et strejf friskkværnet peber
Sådan gør du:

  • Snit hvidkålen i fine, tynde strimler og hæld dem op på en pande på middel varme.

  

  • Hæld kokosmælken over og lad blandingen simre lystigt indtil kålen er kogt blød og dufter sødligt.

  

  • Bland vand og mel i en jævner og hæld så denne op på panden. 
  • Lad det hele koge nogle minutter før det smages til med salt, peber og muskatnød.

  

Auberginehummus

Jeg er helt tosset med hummus og al anden dyppelse til grøntsager. I denne har jeg erstattet kikærterne med bagt aubergine og black-eyed peas.

Ingredienser:

1 dåse black-eyed peas (265g, drænet – kan erstattes med 1 aubergine mere)
1 aubergine

1 bundt persille

1,5 tsk tahin

2 spsk tamari

2 tsk spidskommen

1 tsk cayennepeber

1 tsk hvidløgspulver (kan undlades)

1 tsk røget paprika

2 rødløg

Saft og skal fra 1 citron
Sådan gør du:

  • Skær auberginen i 2 halve, prik i den med en gaffel 

  

  • og bag den på 250 grader indtil den er godt blød.

  

  • Lad auberginen køle af inden den blendes sammen med de øvrige ingredienser undtagen rødløg og persille.

  
  

  • Rødløgene og persillen hakkes fint og røres i hummussen.

  

  • -og nydes i overdimensionerede portioner med masser af frisk grønt til.

  

Bøf de uh-mami! 

Umami er en fantastisk smag. Denne bøf indeholder hele to ingredienser med den delikate smag og har derfor en udsøgt smag og et lækkert saftigt bid.
Ingredienser:

3 løg

2 fed hvidløg 

160 g sorte oliven (drænet)

60 g kapers (drænet)

100 g champignon

1/2 chiaæg (1/2 spsk chiafrø blendet med 1 spsk vand)

1/2 tsk Himmalayasalt

1/3 tsk friskkværnet peber

2 dl glutenfri mel, jeg brugte boghvede 
Sådan gør du:

  • Løg og hvidløg hakkes groft

  

  • -og vandsteges på en pande til det begynder at dufte sødt.

  

  • Champignon skæres i skiver og svitses på en meget varm pande.

  
  

  • Imens hakkes oliven og kapers fint.

  
  

  • De stegte champignon hakkes ligeledes fint og æltes sammen med samtlige ingredienser.

  

  • Lad farsen stå i 30 minutter, dette vil gøre den mere fast.

  

  • Steges på en tør pande ved middel varme indtil skorpen er sprød og siderne ikke klistrer.

  
 
  
 Her serveret med ovnkartofler og PlantePushernes persillesovs (her) kun lavet på blomkål og persille.

  

Facon Deluxe – Spare(The)Pigs

Sprød, men også sticky. Sød dog samtidig sur. Med stor inspiration fra Månebarnet og No Meat Athlete har jeg videreudviklet en marinade og tilberedning af tofu, som minder uhyggeligt meget om en blanding af bacon og spareribs.

Ingredienser:

1 spsk tomatpure

2 spsk æblecidereddike

4 spsk gærflager

2 spsk tamari

1 spsk liquid smoke

1 tsk røget paprika

1 tsk revet ingefær

1 tsk marmite (kan erstattes med 1 tsk tamari eller lidt bouillon)

1 tsk kokossukker/palmesukker

1/2 tsk karry

3 fed hvidløg

40 g rå løg
+300 g fast tofu

Sådan gør du:

  • Skær tofuen i skiver på omkring 3 millimeter.

  
  

  • Steg skiverne på en tør, middelvarm pande indtil de begynder at “synge” – pibe og har fået en halvsprød overflade.

  

  • Bland alle ingredienserne til marinaden og blend igennem med en stavblender.

  

  • Placer tofuskiverne i et fad og hæld marinaden over. Lad dette stå i 15 minutter.

  

  • Vend skiverne grundigt inden de lægges på en bageplade.

  

  

  • Pensl’ skiverne gavmildt inden de bages på 150 grader i 20 minutter.

  

  • Tag skiverne ud, vend dem for at pensle dem på den modsatte side og bag dem yderligere 20 minutter.

  
 

  • Lad dem køle lidt af stående eller på et viskestykke, for at de kan forblive sprøde.

  
Her serveret med kartoffelmos